Nr. Søby Kirke

Nørre Søby' s spændende kirke                                                 Rundtur i Nr. Søby kirke

Kirkens Ydre:
Da biskop Jacob Madsen kom til Nr. Søby på visitats (inspektion) d. 27. marts 1590 stod kirken næsten som vi kender den iPicture dag, i hvert fald hvad det ydre angår. Han har tegnet kirken, tilsyneladende fra nord, men muligvis er tegningen spejlvendt. Øst for koret tegner han en lille udbygning og den er lidt af en gåde: der er ingen spor af den og den forekommer arkitektonisk urimelig. Måske har Jacob Madsen, som jo ikke var professionel tegner, ladet sig forvirre af korets affasede ("afskårne") hjørner og af korets dobbelte funktion som kor og gravkapel.
Man kan ikke sige noget præcist om, hvornår kirken er bygget. Men bygningen selv fortæller, hvad der er den ældste del, nemlig skibets to østlige fag uden hvælvinger. Her er kampestensfundamentet ret højt, pillerne står på utilhuggede sten og murværket er munkesten lagt i "munkeskifte" (to løbere på langs og en binder på tværs). Under taget løber der en "trappefrise". Der er spor af tre vinduer: oppe under frisen ses tre munkestensstik (buer over vinduer), to mod syd og ét mod nord. På nordsiden kan man endda se hele det gamle vindues omrids. Kravler man den lange vej fra klokkerummet hen over skibets loft til loftet over koret, vil man se en meget smukt muret gavl af munkesten, som muligvis har afsluttet den ældste bygning. De anvendte mursten tyder på, at denne del af kirken er bygget i 1200-tallet. I den senere middelalder er kirken blevet udvidet med to fag mod vest. Murværket er fortsat af munkesten. Under taget løber der en "savsnitfrise", som på nordsiden fortsætter et stykke ind på tårnet. Dette tyder på at tårnets fundament er påbegyndt ved samme lejlighed. På sydsiden er der i murværket spor af ét munkestensstik og den nuværende dør ind til kirken sidder formentlig i samme leje som den oprindelige dør. Mod nord kan man se omridset af kvindedøren. Krydshvælvingerne må være bygget op i perioden derefter. Det krydshvælvede tårnstokværk er ret kraftigt, oven over dette springer murene tilbage og det i forhold til fundamentet ret lille tårn når lige fri af kirkeskibets tagryg. Man må antage, at tårnet er bygget mindre end oprindeligt planlagt. Det er sandsynligvis fuldført omkring år 1500. Det store og brede kor er ifølge Jacob Madsen bygget af Axel Urne, der døde i 1577. Det kan med sikkerhed dateres til midten af 1500-tallet. Koret er bygget af store sten i krydsskifte med affasede hjørner og højt tegltækket valmtag. Kirkens ydre har ikke ændret sig større siden 1500-tallet. Korets vinduer synes at være fra 1700-tallet og sidder tilsyneladende hvor de oprindelige, mindre vinduer sad, men skibets vinduer er af nyere dato. De er større end de oprindelige og sidder noget lavere, tre vinduer i sydsiden og to i nordsiden, det ene hvor kvindedøren i sin tid var. Desuden to vinduer i tårnrummet. Disse vinduer er lavet i den såkaldte "spidsbuestil", en type vinder der efterligner den middelalderlige gotik, men som er fra slutningen af 1800-tallet. Våbenhuset er antagelig bygget i samme århundrede af små mursten. Kirken hørte ind under Søbysøgård indtil 1932, hvor den gik over i offentlig eje. Det er ejerne af gården, der har sat deres præg på kirken og det voldsomme kor vidner om, at dets bygger Axel Urne, ikke var nogen tilfældig herremand. Han var i en lang periode rigets kansler, d.v.s. kongens førsteminister, og han har ved dett kirkebyggeri sat noget af et monument over sig selv og sin familie. Betragter men kirken fra nord er det næsten som om kirken er ved at knække: det lave og tunge tårn i den ene ende og det store brede, næsten påhægtede kor i den anden ende. Og imellem disse yderpunker et langt, lavt kirkeskib, hvis fundament ligger højere end både tårnets og korets.
 

 

Picture

Kirkens indre

Altertavlen.
 Altertavlen er en renæssance-tavle af ukendt kunstner. Den er malet i 1551 og anskaffet til det nybyggede kor. Tavlens malerier er af den nederlandske skole og er udført med olie- eller temperafarve på kridt. Skal man have det fulde udbytte af altertavlen bør man starte med at slå fløjene sammen og forberede sig på at læse en billedserie, der fortæller Jesu lidelseshistorie fra Skærtorsdag aften, hvor han blev arresteret og til Langfredag aften, hvor hans lig blev lagt i graven. De sammenfoldede fløje danner ét billede med flere handlinger i: til venstre den bedende Jesus, i forgrunden de sovende disciple med Peter længst til højre. Han males normalt altid med meget hår og skæg og han har det sværd med, som han brugte mod ypperstepræstens tjener. Bag Peter ses Judas Iskariot i spidsen for politisoldaterne og øverst en engel, der flyver af sted med kalken (bægeret), et symbol på Jesu lidelse. Slås fløjene ud kan man se fortsættelsen i det venstre fløjbillede. Forrest den urolige menneskemængde og bagved den romerske guvernør, Pontius Pilatus, på sin balkon. Den forreste fange er Jesus, bagved står røveren Barabbas. Til højre et lille selvstændigt billede, hvor den domfældte Jesus bliver pisket. Midterfeltet beskriver selve korsfæstelsen med den lidende Jesus i centrum, flankeret af de to røvere. Øverst på Jesu kors den indskrift Pilatus satte INRI = lesus Nazarenus, Rex ludæorum = Jesus af Nazareth, jødernes konge. Neden for korset og mod venstre en række personer med tilknytning til Jesus. Kvinden i blåt, der er ved at besvime, er Jesu moder, Maria, og den yngre mand, der holder hende, er disciplen Johannes. Til højre en romersk officer til hest og flere menige soldater, hvoraf nogle spiller terninger om hans tøj. Bagved Jerusalem og den truende himmel. Det højre fløjbillede rummer to scener: øverst tages liget ned, og nederst lægges liget i kiste (og ikke direkte i klippehulen!). Den rigt klædte person, der holder liget, må være Josef af Arimatæa. Kunstneren har ikke fulgt en bestemt evangelieberetning, men har komponeret sine billeder frit over det tema, som kaldes Jesu Kristi Passion (lidelseshistorie). Han forholder sig heller ikke - i vores forstand - historisk korrekt til bybilleder, bygninger, klædedragt m.v. Noget sådant har ikke ligget ham på sinde, han fremstiller sin version af Jesu lidelse og død. Altertavlen står på en predella (fodstykke), der er udsmykket med familien Urne's våben til venstre og familien Walkendorf's til højre. Midt på står følgende indskrift fra Salme 92:BONUM EST CONFITERI DOMINO, PSALLERE NOMINI TUO, ALTISSIME= Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du Højeste (Salmernes Bog, 92, 1.)
 

 

Prædikestolen.
 Prædikestolen kan opfattes udelukkende som en talerstol, men tanken om, at den er stedet for forkyndelsen af guds ord, har i tidens løb inspireret mange kunstnere i formgivningen af stolen. Sammenhængen mellem idé og form er ikke mindst udpræget hos baroktidens kunstnere og det gælder også den ukendte kunstner, der har lavet kirkens prædikestol og døbefont. Lydhimlen (himlen over prædikestolen) symboliserer himlen selv. Inskriptionen er følgende:NON ESTIS VOS QUI LOQUIMINI SED SPIRITUS PATRIS VESTRI QUI LOQUITUR IN VOBIS= Det er ikke jer, der taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer (Mattæus 10, 20). På lydhimlens inderside trækker skyerne sig til side, himlen åbnes og Guds ånd (Helligånden) stiger ned som en due. Selve prædikestolen er domineret af billeder med de fire evangelister, hver med sit symbol. Det er fra venstre: Mattæus med englen, Markus med løven, Lukas med oksen og Johannes med ørnen. Ovenover sidder givernes navnetræk, Christian Urne og Anna Sophia Krabbe, med rødt på forgyldt bund. Øverst er skåret deres våbenskjold samt årstallet 1655. Stolen er dekoreret med ansigter: menneskeportrætter, englehoveder og djævlehoveder. Måske skulle man kalde de sidste for dæmoniske ansigter. Under stolen sidder der en vindrueklase, det gamle bibelske symbol for jordens frugtbarhed. Den lodrette linie i prædikestolen vil således forbinde himmel og jord. (Under en del prædikestole sidder der endda en djævel og så er linien ført igennem helt til Helvede). Trappen op til prædikestolen er forbeholdt Det gamle Testamente. At opgangspanelet (trappens gelænder) var bemalet, var en af restaureringens overraskelser. Forrest stolpen der bærer vindrueklasen. Maleriet viser Moses med lovens tavler. Hans horn i panden (!) skyldes en fejloversættelse af ordet for strålekrans. Moses står på en mark, der ligner en fynsk eng og bagved skimtes Sinajs bjerg, hvor loven blev givet. Den øverste inskription: EGO ERO CUM ORE TUO ET DOCEBO TE QUAE LOQUERIS, EXOD 4, 12 = Jeg vil give jer mund og visdom, så jeres modstandere ikke kan modsige jer og heller ikke stå imod jer (Lukas 21, 15). Symbolikken i prædikestolen er gennemført: evangeliets forkyndelse svæver bogstaveligt talt mellem himmel og jord og er samtidig en forening af det himmelske og det jordiske. Evangeliets forudsætning er den af Gud skabte verden og dette giver sig udtryk på opgangspanelet. Prædikestolen har været dækket af 5 lag maling, som endnu kan ses nederst på stolpen ved opgangspanelet. De originale farver og billeder nedenunder var intakte. Disse er således ikke blevet malet op, men er blevet prikket ud og ved forskellig teknik hævet frem. Enkelte steder er den oprindelige bemaling gået tabt: på våbenskjoldene og på flere af ansigterne.
 

 

Døbefonten
 Døbefonten er bygget op helt parallelt med prædikestolen og er lavet af samme kunstner. Fontehimlen (himlen over døbefont) symboliserer himlen selv og bærer følgende inskription: SINITE PARVULOS AD ME VENIRE, NEC PROHIBETE EOS QUIA TALIUM EST REGNUM CAELORUM, MARC. 10 V 14 = Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, for Himlens rige hører sådanne til (Markus 10, 14). På fontehimlens inderside trækker skyerne sig til side, himlen åbnes og Guds ånd (helligånden) stiger ned som en due. Dette refererer til Jesu dåb i Jordanfloden (Markus 1, 10f). Fonten er som himlen ottekantet, minder om et timeglas og bærer øverst følgende inskription:AMEN DICO VOBIS QUISQUIS NON RECEPERIT REGNUM DEI VELUT PARVULUS NON INTRABIT IN ILLUD. MRC = Sandelig siger jeg jer: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, han kommer slet ikke ind i det (Markus 10, 15) og nederst følgende: QUI CREDEDERIT ET BAPTIZAT FUERIT SALUUS ERIT, MRC 16 = Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst (Markus 16, 16). En sådan komplet barokdøbefont af træ er lidt af en sjældenhed. Den er opstillet i kirken samtidig med prædikestol og herskabsstole og bærer på himlen årstallet 165?, som muligvis er 1656. Dåbsfadet er senere, det bærer familierne Rosenkrantz' og Bille's våben og billedet i midten forestiller Mariæ Bebudelse (Maria får af englen besked om sin graviditet). Giveren er Axel Rosenkrantz, død 1802, og hustru Sophie Seefeldt Bille. Dåbskanden er af tin og er fra 1932. I perioden 1920-79 var træfonten erstattet af den romanske granitfont, som nu står i kirkens tårnrum. Træfonten blev først stillet op på præstegårdens loft, derefter kom den til Fyns Stiftsmuseum, hvor den har været udstillet på Møntergårdens kirkesal. Ved kirkens restaurering kom den tilbage på plads igen. Som den står nu afviger den noget fra det øvrige inventar, de har en ret stærk rustrød farve, meget guldbemaling og den er lakeret. Det er museet, der engang i 30'erne har sat den i stand og det er gjort friere end man vil gøre det i dag. Den har rokoko-præg og er et vidne om, at selve restaureringer er tidsbestemte.

 

 

Herskabsstolene
 Herskabsstolene udgør sammen med prædikstol og døbefont en arkitektonisk helhed. Det er store, lukkede barok-stole med døre og gavle. Gavlene er prydet med ranker og givernes navnetræk: Christian Urne og Anna Sophia Krabbe samt årstallet 1654. Øverst deres våbenskjold. Ved restaureringen 1978-80 er kun gavlene blevet afdækket, da der ikke var nogen særlig bemaling på de øvrige flader.

 

 

Tilbage