Nr. Søby Kirke
Nørre Søby' s spændende kirke Rundtur i Nr. Søby kirke
Kirkens Ydre:
Da biskop Jacob Madsen kom til Nr. Søby på
visitats (inspektion) d. 27. marts 1590 stod kirken næsten som vi kender den
i
dag, i hvert fald hvad det ydre angår.
Han har tegnet kirken, tilsyneladende fra nord, men muligvis er tegningen
spejlvendt. Øst for koret tegner han en lille udbygning og den er lidt af en
gåde: der er ingen spor af den og den forekommer arkitektonisk urimelig.
Måske har Jacob Madsen, som jo ikke var professionel tegner, ladet sig
forvirre af korets affasede ("afskårne") hjørner og af korets dobbelte
funktion som kor og gravkapel.
Man kan ikke sige noget præcist om, hvornår kirken er bygget. Men
bygningen selv fortæller, hvad der er den ældste del, nemlig skibets to
østlige fag uden hvælvinger. Her er kampestensfundamentet ret højt, pillerne
står på utilhuggede sten og murværket er munkesten lagt i "munkeskifte" (to
løbere på langs og en binder på tværs). Under taget løber der en
"trappefrise". Der er spor af tre vinduer: oppe under frisen ses tre
munkestensstik (buer over vinduer), to mod syd og ét mod nord. På nordsiden
kan man endda se hele det gamle vindues omrids. Kravler man den lange vej
fra klokkerummet hen over skibets loft til loftet over koret, vil man se en
meget smukt muret gavl af munkesten, som muligvis har afsluttet den ældste
bygning. De anvendte mursten tyder på, at denne del af kirken er bygget i
1200-tallet. I den senere middelalder er kirken blevet udvidet med to fag
mod vest. Murværket er fortsat af munkesten. Under taget løber der en "savsnitfrise",
som på nordsiden fortsætter et stykke ind på tårnet. Dette tyder på at
tårnets fundament er påbegyndt ved samme lejlighed. På sydsiden er der i
murværket spor af ét munkestensstik og den nuværende dør ind til kirken
sidder formentlig i samme leje som den oprindelige dør. Mod nord kan man se
omridset af kvindedøren. Krydshvælvingerne må være bygget op i perioden
derefter. Det krydshvælvede tårnstokværk er ret kraftigt, oven over dette
springer murene tilbage og det i forhold til fundamentet ret lille tårn når
lige fri af kirkeskibets tagryg. Man må antage, at tårnet er bygget mindre
end oprindeligt planlagt. Det er sandsynligvis fuldført omkring år 1500. Det
store og brede kor er ifølge Jacob Madsen bygget af Axel Urne, der døde i
1577. Det kan med sikkerhed dateres til midten af 1500-tallet. Koret er
bygget af store sten i krydsskifte med affasede hjørner og højt tegltækket
valmtag. Kirkens ydre har ikke ændret sig større siden 1500-tallet. Korets
vinduer synes at være fra 1700-tallet og sidder tilsyneladende hvor de
oprindelige, mindre vinduer sad, men skibets vinduer er af nyere dato. De er
større end de oprindelige og sidder noget lavere, tre vinduer i sydsiden og
to i nordsiden, det ene hvor kvindedøren i sin tid var. Desuden to vinduer i
tårnrummet. Disse vinduer er lavet i den såkaldte "spidsbuestil", en type
vinder der efterligner den middelalderlige gotik, men som er fra slutningen
af 1800-tallet. Våbenhuset er antagelig bygget i samme århundrede af små
mursten. Kirken hørte ind under Søbysøgård indtil 1932, hvor den gik over i
offentlig eje. Det er ejerne af gården, der har sat deres præg på kirken og
det voldsomme kor vidner om, at dets bygger Axel Urne, ikke var nogen
tilfældig herremand. Han var i en lang periode rigets kansler, d.v.s.
kongens førsteminister, og han har ved dett kirkebyggeri sat noget af et
monument over sig selv og sin familie. Betragter men kirken fra nord er det
næsten som om kirken er ved at knække: det lave og tunge tårn i den ene ende
og det store brede, næsten påhægtede kor i den anden ende. Og imellem disse
yderpunker et langt, lavt kirkeskib, hvis fundament ligger højere end både
tårnets og korets.
Kirkens indre
Altertavlen.
Altertavlen er en renæssance-tavle af ukendt kunstner. Den er malet i
1551 og anskaffet til det nybyggede kor. Tavlens malerier er af den
nederlandske skole og er udført med olie- eller temperafarve på kridt. Skal
man have det fulde udbytte af altertavlen bør man starte med at slå fløjene
sammen og forberede sig på at læse en billedserie, der fortæller Jesu
lidelseshistorie fra Skærtorsdag aften, hvor han blev arresteret og til
Langfredag aften, hvor hans lig blev lagt i graven. De sammenfoldede fløje
danner ét billede med flere handlinger i: til venstre den bedende Jesus, i
forgrunden de sovende disciple med Peter længst til højre. Han males normalt
altid med meget hår og skæg og han har det sværd med, som han brugte mod
ypperstepræstens tjener. Bag Peter ses Judas Iskariot i spidsen for
politisoldaterne og øverst en engel, der flyver af sted med kalken
(bægeret), et symbol på Jesu lidelse. Slås fløjene ud kan man se
fortsættelsen i det venstre fløjbillede. Forrest den urolige menneskemængde
og bagved den romerske guvernør, Pontius Pilatus, på sin balkon. Den
forreste fange er Jesus, bagved står røveren Barabbas. Til højre et lille
selvstændigt billede, hvor den domfældte Jesus bliver pisket. Midterfeltet
beskriver selve korsfæstelsen med den lidende Jesus i centrum, flankeret af
de to røvere. Øverst på Jesu kors den indskrift Pilatus satte INRI = lesus
Nazarenus, Rex ludæorum = Jesus af Nazareth, jødernes konge. Neden for
korset og mod venstre en række personer med tilknytning til Jesus. Kvinden i
blåt, der er ved at besvime, er Jesu moder, Maria, og den yngre mand, der
holder hende, er disciplen Johannes. Til højre en romersk officer til hest
og flere menige soldater, hvoraf nogle spiller terninger om hans tøj. Bagved
Jerusalem og den truende himmel. Det højre fløjbillede rummer to scener:
øverst tages liget ned, og nederst lægges liget i kiste (og ikke direkte i
klippehulen!). Den rigt klædte person, der holder liget, må være Josef af
Arimatæa. Kunstneren har ikke fulgt en bestemt evangelieberetning, men har
komponeret sine billeder frit over det tema, som kaldes Jesu Kristi Passion
(lidelseshistorie). Han forholder sig heller ikke - i vores forstand -
historisk korrekt til bybilleder, bygninger, klædedragt m.v. Noget sådant
har ikke ligget ham på sinde, han fremstiller sin version af Jesu lidelse og
død. Altertavlen står på en predella (fodstykke), der er udsmykket med
familien Urne's våben til venstre og familien Walkendorf's til højre. Midt
på står følgende indskrift fra Salme 92:BONUM EST CONFITERI DOMINO,
PSALLERE NOMINI TUO, ALTISSIME= Det er godt at takke Herren, lovsynge
dit navn, du Højeste (Salmernes Bog, 92, 1.)
Prædikestolen.
Prædikestolen kan opfattes udelukkende som en talerstol, men tanken om,
at den er stedet for forkyndelsen af guds ord, har i tidens løb inspireret
mange kunstnere i formgivningen af stolen. Sammenhængen mellem idé og form
er ikke mindst udpræget hos baroktidens kunstnere og det gælder også den
ukendte kunstner, der har lavet kirkens prædikestol og døbefont. Lydhimlen
(himlen over prædikestolen) symboliserer himlen selv. Inskriptionen er
følgende:NON ESTIS VOS QUI LOQUIMINI SED SPIRITUS PATRIS VESTRI QUI
LOQUITUR IN VOBIS= Det er ikke jer, der taler, men jeres Faders Ånd, som
taler gennem jer (Mattæus 10, 20). På lydhimlens inderside trækker skyerne
sig til side, himlen åbnes og Guds ånd (Helligånden) stiger ned som en due.
Selve prædikestolen er domineret af billeder med de fire evangelister, hver
med sit symbol. Det er fra venstre: Mattæus med englen, Markus med løven,
Lukas med oksen og Johannes med ørnen. Ovenover sidder givernes navnetræk,
Christian Urne og Anna Sophia Krabbe, med rødt på forgyldt bund. Øverst er
skåret deres våbenskjold samt årstallet 1655. Stolen er dekoreret med
ansigter: menneskeportrætter, englehoveder og djævlehoveder. Måske skulle
man kalde de sidste for dæmoniske ansigter. Under stolen sidder der en
vindrueklase, det gamle bibelske symbol for jordens frugtbarhed. Den
lodrette linie i prædikestolen vil således forbinde himmel og jord. (Under
en del prædikestole sidder der endda en djævel og så er linien ført igennem
helt til Helvede). Trappen op til prædikestolen er forbeholdt Det gamle
Testamente. At opgangspanelet (trappens gelænder) var bemalet, var en af
restaureringens overraskelser. Forrest stolpen der bærer vindrueklasen.
Maleriet viser Moses med lovens tavler. Hans horn i panden (!) skyldes en
fejloversættelse af ordet for strålekrans. Moses står på en mark, der ligner
en fynsk eng og bagved skimtes Sinajs bjerg, hvor loven blev givet. Den
øverste inskription: EGO ERO CUM ORE TUO ET DOCEBO TE QUAE LOQUERIS, EXOD 4,
12 = Jeg vil give jer mund og visdom, så jeres modstandere ikke kan modsige
jer og heller ikke stå imod jer (Lukas 21, 15). Symbolikken i prædikestolen
er gennemført: evangeliets forkyndelse svæver bogstaveligt talt mellem
himmel og jord og er samtidig en forening af det himmelske og det jordiske.
Evangeliets forudsætning er den af Gud skabte verden og dette giver sig
udtryk på opgangspanelet. Prædikestolen har været dækket af 5 lag maling,
som endnu kan ses nederst på stolpen ved opgangspanelet. De originale farver
og billeder nedenunder var intakte. Disse er således ikke blevet malet op,
men er blevet prikket ud og ved forskellig teknik hævet frem. Enkelte steder
er den oprindelige bemaling gået tabt: på våbenskjoldene og på flere af
ansigterne.
Døbefonten
Døbefonten er bygget op helt parallelt med prædikestolen og er lavet af
samme kunstner. Fontehimlen (himlen over døbefont) symboliserer himlen selv
og bærer følgende inskription: SINITE PARVULOS AD ME VENIRE, NEC PROHIBETE
EOS QUIA TALIUM EST REGNUM CAELORUM, MARC. 10 V 14 = Lad de små børn komme
til mig, dem må I ikke hindre, for Himlens rige hører sådanne til (Markus
10, 14). På fontehimlens inderside trækker skyerne sig til side, himlen
åbnes og Guds ånd (helligånden) stiger ned som en due. Dette refererer til
Jesu dåb i Jordanfloden (Markus 1, 10f). Fonten er som himlen ottekantet,
minder om et timeglas og bærer øverst følgende inskription:AMEN DICO VOBIS
QUISQUIS NON RECEPERIT REGNUM DEI VELUT PARVULUS NON INTRABIT IN ILLUD. MRC
= Sandelig siger jeg jer: Den der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille
barn, han kommer slet ikke ind i det (Markus 10, 15) og nederst følgende:
QUI CREDEDERIT ET BAPTIZAT FUERIT SALUUS ERIT, MRC 16 = Den, som tror og
bliver døbt, skal blive frelst (Markus 16, 16). En sådan komplet
barokdøbefont af træ er lidt af en sjældenhed. Den er opstillet i kirken
samtidig med prædikestol og herskabsstole og bærer på himlen årstallet 165?,
som muligvis er 1656. Dåbsfadet er senere, det bærer familierne Rosenkrantz'
og Bille's våben og billedet i midten forestiller Mariæ Bebudelse (Maria får
af englen besked om sin graviditet). Giveren er Axel Rosenkrantz, død 1802,
og hustru Sophie Seefeldt Bille. Dåbskanden er af tin og er fra 1932. I
perioden 1920-79 var træfonten erstattet af den romanske granitfont, som nu
står i kirkens tårnrum. Træfonten blev først stillet op på præstegårdens
loft, derefter kom den til Fyns Stiftsmuseum, hvor den har været udstillet
på Møntergårdens kirkesal. Ved kirkens restaurering kom den tilbage på plads
igen. Som den står nu afviger den noget fra det øvrige inventar, de har en
ret stærk rustrød farve, meget guldbemaling og den er lakeret. Det er
museet, der engang i 30'erne har sat den i stand og det er gjort friere end
man vil gøre det i dag. Den har rokoko-præg og er et vidne om, at selve
restaureringer er tidsbestemte.
Herskabsstolene
Herskabsstolene udgør sammen med prædikstol og døbefont en
arkitektonisk helhed. Det er store, lukkede barok-stole med døre og gavle.
Gavlene er prydet med ranker og givernes navnetræk: Christian Urne og Anna
Sophia Krabbe samt årstallet 1654. Øverst deres våbenskjold. Ved
restaureringen 1978-80 er kun gavlene blevet afdækket, da der ikke var nogen
særlig bemaling på de øvrige flader.